Foredraget holdes sammen med C.A. Wolters og Pernille L. Stenby og tager udgangspunkt i vores fantasybøger: Ulveblod-serien (Lybecker), Det røde daggry-serien (Wolters) og Et manipuleret liv (Stenby).
Om foredraget
Død, gys og mørke har altid præget kunsten, men hvordan har døden udviklet sig i nyere litteratur, og hvad er det der bliver ved med at drage os mod den? Foredraget omhandler det brutale, men ufornægteligt dragende element i døden og det mørke i fantasylitteraturen, samt hvordan vi i vores moderne samfund anskuer døden.
Foredraget er opbygget af tre sektioner: det attraktive i det monstrøse, det mørke fantasy og tabuet om døden.
I første del ser vi på de generelle tendenser gennem tiden: Alt fra Memento Mori over Dracula til moderne morderiske kærlighedsfortællinger bliver vendt. I denne del taler vi også om hvor den fundamentale fascination mon stammer fra, og hvorfor den så ofte bliver bundet ind i de store kærlighedsfortællinger.
I anden del dykker vi ned i vores bøger. Vi taler om værkernes ligheder og forskelle, med mørk fantasy og paranormal romance i fokus.
I den afsluttende del af foredraget kommer vi helt tæt på hvordan vores moderne samfund paradoksalt anskuer og behandler døden: hvordan vi romantiserer den og somme tider glorificerer sorgpligten og det tragiske, men samtidig opretholder en distance til det oprigtige tab.
Efter foredraget inviterer vi publikum til en snak.
Praktisk om foredraget
Foredraget varer 2 timer inkl. pause og tid til spørgsmål. Foredraget henvender sig til voksne og store teenagere. Vi bruger Prezi/PowerPoint.
Pris
Et foredrag koster 15.000 kr. + transport og evt. overnatning.
Er du bibliotekar og synes det lyder som noget for dit bibliotek, så kontakt mig. Er du privatperson og vil gerne komme til foredraget, så bed dit lokale bibliotek kontakte mig.